Uddannelsen som civilingeniør i design & innovation er udviklet af en gruppe lærere og forskere på DTU. Visionen er at udvikle de bedst tænkelige designingeniører.
 |
Det er vores vision med uddannelsen at skabe en entusiasme for helhedsprægede løsninger. Dette søger vi at opnå ved at udfordre og udvikle de studerendes kreative evner, såvel med hensyn til den individuelle kreativitet som til forståelsen for værdien af at samarbejde.
Vi mener, at civilingeniøren - sammen med andre - må være i stand til at påtage sig et ansvar for |
teknologiens udvikling og anvendelse og specielt vise ansvarlighed over for de krav om bæredygtighed, brugerinvolvering og kvalitet, som stilles i fremtiden.
Som designingeniør er du en teknisk, organisatorisk og socialt orienteret fornyer og iscenesætter af de teknologiske udviklinger i samfundet og industrien.
Uddannelsen i design & innovation omfatter en kombination af teknisk videnskabelige og samfundsvidenskabelige fag og kompetencer. Der bliver lagt vægt på den kreative syntese af teknologiske og sociale facetter af udvikling af produkter, systemer og serviceydelser.
Grundelementerne i uddannelsen er sammensat af:
-
en reflekteret teknologisk-naturvidenskabelig kompetence, med vægt på kundskaber i matematik, fysik, mekanik, styrke og materialer. Dette er den naturvidenskabelige og teknisk faglige ballast som alle civilingeniører skal have,
-
en kreativ, kritisk synteseorinteret kompetence til udvikling af produkter, systemer og serviceydelser og
-
en innovativ socio-teknisk kompetence, som lægger vægt på evnen til at indarbejde eller tage højde for de samfundsmæssige og organisatoriske dimensioner, politiske forhold, miljø etc. og at kunne tilrettelægge og lede designprocesser i bred forstand.
At designe er en skabende proces, der stiller krav til kreativitet og innovationsevne: Designingeniøren skal kunne udvikle ideer som på en gang tager hensyn til produktions-, distributions- og serviceforhold, samt til miljø, funktion, brugsværdi og æstetik. Alle disse krav skal tilgodeses på en måde, så det gavner både brugerne, producenterne og samfundet i øvrigt.